Disco ormene

Filmen Disco Ormene startede som en meget simpel ide, som instruktør Thomas Borch Nielsen kom til mig med: Vi skulle lave en film om orme og disco, og det skulle være en komedie. Ud fra det udviklede vi historien om den discoglade orm Barry, der fra sin position i bunden af fødekæden kæmper mod alle odds for at blive discostjerne.

Blandt de mere nervepirrende dele af processen var arbejdet med at få clearet rettighederne til filmens disconumre, som så blev genindspillet af danske kunstnere. Flere af numrene var helt centrale for historien, men heldigvis lykkedes det at cleare dem alle – undtagen et: Barry Gibb nægtede at lade ”Staying Alive” indgå, da han hørte nummeret skulle synges af en orm. Filmen var i høj grad også tænkt som et internationalt projekt (animationsfilm rejser typisk bedre end live-action-film, da der ikke er nogen sprogbarriere) og Sunshine Barry & the Disco Worms blev da også solgt til over 60 lande – heriblandt Polen, hvor den med 600.000 billetter fortrængte ”Mission Impossible” fra førstepladsen på filmhitlisten.

Bonusinfo

Hele projektet var en kort overgang ved at blive overtaget for en hulens bunke penge af den dengang ekstremt magtfulde og senere Me Too-skandaliserede Hollywood-producer Harvey Weinstein.

disco ormene 7.gif