Om mig selv

Mange manuskriptforfattere drives af traumer eller en smertefuld livshistorie, som de har en stærk trang til at fortælle om. Det gør jeg ikke – for at være helt ærlig kommer jeg fra en ret udramatisk middelklassebaggrund, og har altid synes mit liv er alt for kedeligt til at lave film om. Jeg er drevet af noget andet: fascinationen af selve det at fortælle historier. Hvorfor gribes man af nogle fortællinger, mens andre lader en helt kold? Hvordan skaber man flow og fremdrift, så en historie fanger en så man slet ikke kan slippe den? Hvordan får man formidlet det man har på hjertet, så tilskueren investerer sig følelsesmæssigt i den og går fra biografen eller TV-skærmen med noget at tænke over? 

Jeg er uddannet fra Københavns Universitet i Film- og Medievidenskab, hvor jeg blev færdig i 1996. Allerede mens jeg læste interesserede jeg mig for at skrive og efter at have instrueret et par kortfilm på filmværkstedet, søgte jeg ind på filmskolens manuskriptlinje, gik til optagelsesprøver – og kom lige netop ikke ind. Frem for at gå at vente to år på at kunne søge igen, besluttede jeg mig i stedet for at finde min egen vej ind i branchen. Jeg ringede til min gamle institutleder og foreslog at lave et dramaturgikursus på Filmvidenskab med mig selv som lærer – og så gik jeg ellers bare i gang med at skrive og løbe folk på dørene med mine projekter. Det blev min filmskole.

Genrer og tone

Genremæssig har jeg en meget bred pen, jeg har skrevet alt fra comedy over socialrealisme til fantasy. Jeg har altid været bedst til de lange formater (spillefilm og serielle TV-serier), så kort- og novellefilm skriver jeg slet ikke. Til gengæld kan jeg godt lide at veksle frem og tilbage mellem at skrive TV-serier og film, jeg synes de to formater og processer er så forskellige at det skærper ens blik på dem ikke at låse sig fast på den ene.

Tonemæssigt skriver jeg inden for den stilart jeg vil kalde ”mainstream med kant” – fortællinger hvor man arbejder med et personligt udtryk og tematik, men samtidig bevarer en umiddelbart tilgængelighed og underholdningsværdi. Ikke ”Far til fire”, ikke kringlet, prætentiøst arthouse, men alt det som ligger ind i mellem.

Fascinationspunkter

Det kan være svært at sammenfatte ens personlige skrivestil, når man som mig har arbejdet i så mange forskellige genrer og stilarter (regner man urealiserede projekter med mangler jeg vel nærmest kun sci-fi, splatter og porno for at have været hele vejen rundt). Der er oplagt fællesnævnere - der er mange underdog-historier, en stor lyst til at holde fast i realismen selv i fantastiske universer, en kærlighed til de nære karakterhistorier og en insisteren på at konstant at prøve at trække historierne væk fra klichéen. Men her nogle bud på nogle mere grundlæggende ting som fascinerer mig og gennemsyrer de ting jeg skriver:

Det ømme punkt

Vi kender alle til at se en film eller TV-serie, og så pludselig gå fra at sidde at følge med i plot og gætte på hvordan det hele ender til at blive genuint rørt af en scene, et moment eller en karakter i historien. Det punkt har altid interesseret mig rigtigt meget – hvad er det der skaber den fornemmelse af, at der virkelig er noget ægte på spil i fortællingen, og at det er rigtige mennesker frem for karakterer man sidder og føler for? 

Tit oplever jeg, at der er forbavsende meget humor gemt lige netop i de lidt mørke og følsomme momenter, hvor man kan ramme tilskueren så han eller hun genkender sig selv og ikke kan lade være med at tænke Det kunne være mig, det der. Det er den lidt mere følsomme side af det at skrive manuskripter, og typisk også der hvor man som forfatter investerer sig selv mere personlig i fortællingen og selv har noget på spil. No tears in the writer, no tears in the reader, som man siger.

Kunsten at plotte

Jeg har altid interesseret mig meget for den del af processen, hvor man plotter en film eller en serie ud – og er i al beskedenhed rigtig dygtig til det. Det er der hvor man arbejder helt store buer i en fortælling: Hvordan ændrer hovedkarakteren sig fra første til sidste scene, hvordan spænder man et plot eller et mysterie op gennem en lang fortælling og arbejder hen mod et stort klimaks til sidst der forløser det hele. Det kan umiddelbart lyde som ren ingeniørkunst, hvor man med matematisk præcision holder styr på, at det set-up i afsnit 3 der bliver udløst i afsnit 22 ikke ryger ud undervejs i en hektisk manuskriptproces (i hvert fald ikke uden man er bevidst om det). Men for mig er der, med inspiration i nyere amerikanske manuskriptteoretikere som Robert McKee, Terry Elliot, Michael Arndt og John August og Graig Mazin fra Scriptnotes, mange andre aspekter i det.

F. eks. er jeg meget optaget af det man kalder ”Emotional plotting”, hvor man arbejder med at strukturere sin fortælling efter hvor hovedkarakteren er emotionelt. Et eksempel: I Greyzone researchede vi ret dybt ned i den forskning der er lavet omkring, hvordan et gidsel reagerer rent psykologisk gennem en langstrakt gidselsituation – fra panik, vantro, modstand og rædsel til de mere komplicerede psykologiske dynamikker der sætter ind når et menneske ikke længere kan klare at være i totalt alarmberedskab hele tiden. Og det brugte vi så som guideline og til at strukturere afsnittene i den fiktive fortælling om en kvinde der bliver taget som gidsel. 

Et andet lag i det at plotte en film eller TV-serie er at strukturere historien med et skarpt øje på fortællingens tematik. Så man hele tiden tvinger karaktererne til at bevæge sig frem og tilbage mellem forskellige værdimæssige positioner, og sikrer sig, at hovedkarakteren ikke bare opklarer et mord og får sin love interest i løbet af historien, men også gennemgår en afgørende ændring i den måde han eller hun ser verden på. Og oven i alt det er der så kunsten at arbejde med overraskelser, irrationalitet og bryde med det forventede så handlingen ikke bliver for forudsigelig, men uden at ramme helt udenfor filmens eller seriens DNA.

Kreative processer

Jo flere erfaringer jeg har selv har gjort mig med at være hovedforfatter, jo mere er jeg begyndt at interessere mig for de forskellige bagvedliggende metoder der er at udvikle fortællinger på. Hvordan fokusere man en ide så den bliver stærk nok til at bære en hel film eller serie? Hvordan undgår man at gå ned af vildspor eller overdynge sin fortælling med konkurrerende ideer, som man så må bruge halve og hele år på at få på ret spor igen? Hvordan tackler man respons udefra konstruktivt? Hvornår kan man virkelig mærke fortællingen og dens karakterer i maven frem for bare at flytte rundt på nogle personer fra A til B i et plot? 

Når jeg ser på de manuskriptprocesser jeg har været i gennem tiderne har jeg både prøvet nogle vildt inspirerende og fantastiske forløb og nogle helt absurd frygtelige – nogen gange endda med de samme mennesker på det samme projekt. Det er erfaringer det er sindssygt spændende at prøve at lære af, når man skal samarbejde med producere, instruktører og ikke mindst episodeforfattere.